
Til minde om Gasolin', Kim Larsen og Roy Thomas Baker med kongen af lydtemplet og rockskribenten Flemming Rasmussen og Thomas Vilhelm - Tirsdag den 20/5 2025
Tirsdag den den 20. maj 2025
18.00 Dørerne åbner og du kan se hvordan vi presser grammofonplader
18.30 Vi lukker for pressemaskinerne
19.00 Flemming og Thomas indtager scenen
21.00 Hygge og mulighed for at gøre en god handel på Hi-fi og grammofonplader
22.00 Hjem med gode historier
Pris: Kr. 295,00 inkl. et glas vin eller en øl/vand. Baren er åben og der kan købes mere til ganen hvis et glas ikke er nok. Der kan forudbestilles panini ved køb af billet. Paninierne serveres ca. kl. 18.30.
Flemming Rasmussen og Thomas Vilhelm er klar hos Nordsø Records den 20. maj med en ny og opdateret Gasolin´ og Kim Larsen Special, der ligeledes mindes bandets superproducer Roy Thomas Baker og bygger på den anmelderroste publikumssucces Rock & stjernestøv, der udkom på Forlaget Momenta i 2021.
Gasolin´ optog Hva´ gør vi nu, lille du? april 1976 med Baker på holdet og indviede det nyetablerede Sweet Silence Studios på Strandlodsvej i København, hvor Flemming Rasmussen påbegyndte sin læretid hos Freddy Hansson, der forinden havde slået sit navn fast som innovativ og driftssikker lydtekniker i Rosenberg studiet. Der var Rasmussen i praktik året før og overværede indspilningen af Gas 5 (1975) produceret af Roy Thomas Baker.
Rasmussen hjalp til under arbejdet med at få dobbeltalbummet Live sådan (1976) i kassen og fulgte nøje med, når Roy Thomas Baker viste nogle af sine mange tricks.
Rasmussen er krediteret som assisterende tekniker på Gasolin' og Bakers mesterstykke Efter endnu en dag (1976) og trådte i karakter som egentlig tekniker på Gør det noget (1977), Killin´ Time (1978) og Live I Skandinavien (1978), der blev bandets svanesang før opløsningen.
Flemming Rasmussen gik ukrediteret til hånde på Lone Kellermanns gennembrudsalbum Før natten bli´r til dag (1978), der indeholder kæmpehittet Se Venedig og dø, som Gasolin´ skrev, forærede til Kellermann og sang kor på. Alt dette og meget mere får du historierne og de underholdende anekdoter bag, når de rutinerede herrer Rasmussen og Vilhelm folder deres velsmurte talegaver og pingpong spil ud, der har begejstret tilhørere over det meste af landet.
De går tilsvarende i dybden med Kim Larsen pladerne 231045-0637 (1979) og Midt om natten (1983), Danmarks bedst sælgende udgivelse nogensinde, som Flemming Rasmussen er tekniker på.
Thomas Vilhelm, der er forfatter til Franz Beckerlee biografien Stonefree – et liv med og uden Gasolin´ (2023) sammen med Niels Ole Baadsgaard, gennemgår som optakt til den store fortælling gruppens første fire albums Gasolin (1971), Gasolin´ 2 (1972), Gasolin´ 3 (1973) og Stakkels Jim (1974).
De to sidstnævnte blev til med hjælp fra Roy Thomas Baker, hvis musikalske overblik og tekniske snilde gjorde ham til en international producer fra allerøverste hylde, der også har haft betydning for Flemming Rasmussens karriere i branchen.
Hele seancen krydres med velvalgte musikeksempler for at bringe publikum i den rette stemning. Det vil være muligt at erhverve signerede eksemplarer af Rock & stjernestøv, Beckerlee biografien og andet fra lageret. Kort sagt en oplevelse, du ikke bør gå glip af.