Masser af Rock & stjernestøv med toppen af poppen fra ind- og udland - Tirsdag den 18/3 2025
kr295.00
Masser af Rock & stjernestøv med toppen af poppen fra ind- og udland
Tirsdag den 18. marts 2025
18.00 Dørerne åbner og du kan se hvordan vi presser grammofonplader
18.30 Vi lukker for pressemaskinerne
19.00 Flemming og Thomas indtager scenen
21.00 Hygge og mulighed for at gøre en god handel på Hi-fi og grammofonplader
22.00 Hjem med gode historier
Pris: Kr. 295,00 inkl. et glas vin eller en øl/vand. Baren er åben og der kan købes mere til ganen hvis et glas ikke er nok.
Gasolin' indspillede Gas 5 med Roy Thomas Baker som producer, mens Flemming Rasmussen var i praktik i Rosenborg studiet i 1975. Baker havde samme år fejret store triumfer med Queen efter udgivelsen af Bohemian Rhapsody singlen og A Night at The Opera albummet.
Flemming Rasmussen kigger sammen med Thomas Vilhelm frem mod 50-året for disse legendariske rockklassikere tilføjet et par danske vinkler, og fortæller om den fantastiske koncert med Queen, han overværede i England, og da flere af medlemmerne besøgte Sweet Silence studiet med deres nye producer Mike Stone før indspilningen af News of The World i 1977, de desværre valgte at færdiggøre i England.
Du får ligeledes historien om den gang, Flemming Rasmussen blev bestilt af MTV til at optage selveste Tina Turner i Stockholm, der bagefter kiggede forbi i det mobile studie, og da giganter som Cat Stevens, Ringo Starr og Ritchie Blackmores Rainbow lagde vejen forbi Sweet Silence på Amager i København. Metallica kan de to altid veloplagte anekdotefortællere nok heller ikke helt ignorere - men hvad finder de mon på?
Der bliver ligeledes plads til populære navne fra vores egne breddegrader som Pia Raug, Sebastian, Anne Linnet, Bifrost, Lasse & Mathilde og Gasolin', som imidlertid har fået deres eget show sammen med et par af Kim Larsens største succeser, hvilket du også kan opleve hos Nordsø Records, når der bydes indenfor til Gasolin'/Larsen special.
Kig forbi til en ny og opdateret version af Rock & stjernestøv foredraget, der adskiller sig markant fra den forrige. Musik eksempler og historier er der fortsat rigelig af - disse vitale dele af konceptet er kommet for at blive, noget Flemming Rasmussen og Thomas Vilhelm altid er leveringsdygtige i.