Gasolin´ og Kim Larsen Special - Tirsdag den 18/2 2025

kr295.00
Current Stock:
Adding to cart… The item has been added

Gasolin´ og Kim Larsen Special med kongen af lydtemplet og rockskribenten

 

Tirsdag den den 18. februar 2025

18.00 Dørerne åbner og du kan se hvordan vi presser grammofonplader

18.30 Vi lukker for pressemaskinerne

19.00 Flemming og Thomas indtager scenen

21.00 Hygge og mulighed for at gøre en god handel på Hi-fi og grammofonplader

22.00 Hjem med gode historier

Pris: Kr. 295,00 inkl. et glas vin eller en øl/vand. Baren er åben og der kan købes mere til ganen hvis et glas ikke er nok.

 
Flemming Rasmussen, der i snart 50 år har været tilknyttet Sweet Silence Studios som lydtekniker, mixer og producer, er gået ind i sin fjerde sæson som aktiv foredragsholder på egen hånd og i tæt samarbejde med den markante rockskribent og forfatter Thomas Vilhelm, der har en større produktion af bøger bag sig. Nu er de klar med et nyt foredrag, en Gasolin´ og Kim Larsen Special, der bygger på deres anmelderroste publikumssucces Rock & stjernestøv, der udkom på Forlaget Momenta i 2021.
Gasolin´ optog Hva´ gør vi nu, lille du? april 1976 og indviede det nyetablerede Sweet Silence Studios på Strandlodsvej i København, hvor Flemming Rasmussen påbegyndte sin læretid hos Freddy Hansson, der forinden havde slået sit navn fast som innovativ og driftssikker lydtekniker i Rosenberg studiet. Der var Rasmussen i praktik året før og overværede indspilningen af Gas 5 (1975). Han hjalp til under arbejdet med at få dobbeltalbummet Live sådan (1976) i kassen og fulgte nøje med, når produceren Roy Thomas Baker viste nogle af sine mange tricks.
Rasmussen er krediteret som assisterende tekniker på Gasolins mesterstykke Efter endnu en dag (1976) produceret af Baker og trådte i karakter som egentlig tekniker på Gør det noget (1977), Killin´ Time (1978) og Live I Skandinavien (1978), der blev bandets svanesang før opløsningen. Flemming Rasmussen gik ukrediteret til hånde på Lone Kellermanns gennembrudsalbum Før natten bli´r til dag (1978), der indeholder kæmpehittet Se Venedig og dø, som Gasolin´ skrev, forærede til Kellermann og sang kor på.
Alt dette og meget mere får du historierne og de underholdende anekdoter bag, når de rutinerede herrer Rasmussen og Vilhelm folder deres velsmurte talegaver og pingpong spil ud, der har begejstret tilhørere over det meste af landet. De går tilsvarende i dybden med Kim Larsen pladerne 231045-0637 (1979) og Midt om natten (1983), Danmarks bedst sælgende udgivelse nogensinde, som Flemming Rasmussen ligeledes er tekniker på.
Thomas Vilhelm, der er forfatter til Franz Beckerlee biografien Stonefree – et liv med og uden Gasolin´ (2023) sammen med Niels Ole Baadsgaard, gennemgår som optakt til den store fortælling gruppens første fire albums Gasolin (1971), Gasolin´ 2 (1972), Gasolin´ 3 (1973) og Stakkels Jim (1974).
Hele seancen med stof fra allerøverste hylde i dansk musikhistorie krydres med en række velvalgte og korte musikeksempler for at bringe publikum i den rette stemning. Det vil være muligt at erhverve signerede eksemplarer af Rock & stjernestøv, Beckerlee biografien og andet fra lageret. Kort sagt en oplevelse, du ikke bør gå glip af.