Release - Småt Brændbart 19:00 - 22:00 - 8. September 2022

kr0.00
Current Stock:
Saxofonisten Pernille Bévort præsenterer her opfølgeren til sin special-vinyludgivelse ’Gopler og andre Urovækkende Fænomener’ fra 2019, som blev rigtig flot modtaget i pressen.
Ivan Rod skrev dengang i Gaffa:
”Det centrale er, at man som lytter bliver suget ind i musikkens poetiske univers, som fremstår stofligt, sanseligt og netop smukt” - Juli 2019.
Udgivelsen 'Småt Brændbart' fejres denne aften, her hvor vinylerne er trykt, nemlig hos Nordsø Records.
Der vil blive spillet en kort live koncert i musikkens ånd, af Pernille Bévort og trommeslager/lydlandskabsmager Bjørn Heebøll.
Der vil blive serveret chips og andre snacks. Der vil kunne købes/fås drikkelse.
Vinylen vil blive præsenteret og lyttet på, og den kan selvfølgelig anskaffes i signeret stand.
Det vil med sikkerhed blive en fest.
Udgivelsen ’Småt Brændbart’ er igen en ganske særlig udgivelse med et begrænset oplag med unikatryk på selve vinylerne, samt en 12 siders booklet med grafisk bearbejdede fotos. Trykt i et lille oplag på 250 nummererede stk.
Så hver vinyl er et unikt værk.
Det er et forsøg på at gå imod det flygtige digitale format, og derimod lave et bud på unikaudgivelser, der kan købes som et samlet kunstværk.
Titlen er ’Småt Brændbart’ – fordi dette projekt ikke mindst handler om forfald, tab, forvitring og afbrændthed. En ode til alt det der er mistet og tabt i løbet af et liv – dog også iblandet håb, humor og livsgnist.
Musikken er skabt på dogmevis, ved at Pernille selv har indspillet diverse blæserinstrumenter i lag, kombineret med reallyde, enkelte gange med beats og med stemme/tekst, og musikken er skabt og blevet bearbejdet gennem en længere periode.
Det er en undersøgelse af klang, brudflader, tekstur, fragmenter, stoflighed og lag på lag.
Det er det sanselige og finurlige, der her fejres.
Udover den smukke vinyl, vil Pernille også til lejligheden have fået trykt flere fotos, som er forbundne med projektet.
Disse er trykt på lærred med svæveramme - så det nærmest ligner malerier.
Disse vil også kunne købes, ellers blot nydes visuelt til lejligheden.
 
Nordsø Records BAR er åben - Eventet er gratis og kræver ikke tilmelding :-)